lørdag den 10. december 2011

Sutter Home (Uden årstal)


*Fnis*... "Den næste vin vi skal anmelde hedder.. Sutter Home. Det er ret sjovt, innuendo-wise. Og vi er da heller ikke blege for at indrømme, at vi her på redaktionen har det rigtig sjovt over navnet. Vi er ikke befriet for barnlighed. Og vi lægger ingen form for skjul på, at anmeldelsen kommer til at indeholde diverse former for dårlige jokes og puns relateret til Sutter.

Sutter Home er, navn og indpakning taget i betragtning, imponerende behagelig at nedsvælge. Det er sådan en vin der giver os lyst til at campere på en femstjernet campingplads på Sydfyn. Uden bukser på, og uden at være fra Holbæk. Egentlig mest for at stjæle en fin hvid bænk. 

Problemet er, at vinen (som bekendt) hedder Sutter Home, og at den samtidig er helt OK. Det er en vin man sagtens kan drikke, og som man primært ville ønske var en derogativ-katalysator, men som (igen) bekendt skal man jo ikke skue hundende på hårene - denne vin er et eventyr af brødrene Grimm: Det har dårlige udsigter, men det ender i en form for lykke. Og vi har ikke engang kastet med brød eller spist pandekagetagrender. For at sutte af på en sober måde (lol) vil vi gerne pointere, at dette er en god lortevin; den sutter ikke, og den næsten fløjlsagtige bouquet og den fornuftige pris taget i betragtning, tillader vi os fra redaktionel side at konkludere, at vi hér har at gøre med en vin, der har en lykkelig sutning.

13%, 33 kroner i Fetto

Uha Pigevin (Ripasso Valpolicella 2009)


Denne Ripasso fortjener sin egen lille indledning:

Vi kender hverken til vinens pris eller fremskaffelsessted. Den er købt i anledning af nogle unge damers meget pigede VIP-shopping-og-gløgg-og-sladder-aften, og er derefter blevet overdraget til os. Vi er jo ikke bange for udfordringer, og med denne vin vil vi udfordre vores egen integritet som discountvin-connoiseurs, ammelde den, og derefter give et kvalificeret bud på hvad den har kostet. Nuvel, til fadet.

Selve flasken fremstår ganske stilet og holder sig ved sin æstetik langt over det sædvanlige skumsprøjts-niveau., vi her på redaktionen er vant til og på mange måder elsker. Marc konkluder efter en kort og intens tænkepause, at det er sådan en vin, der godt kunne have befundet sig i Charles Bukowskis vinsamling. Hvis han da nogensinde nåede at få opbygget en sådan. Smagsmæssigt placerer vinen sig omgående i den meget søde afdeling, den er blød, og den glider ualmindeligt let ned. Hvis den var en årstid, ville den være sommer, det er utvivlsomt, og hvis den lavede musik var den Shania Twain. Det er fuldstændig sikkert. I skrivende stund (kl. 22.14) er vi kun nået gennem ét glas hver - det skal blive spændende at se, om den udvikler sig til det mere kvalmende, eller om den fortsat ubesværet glider ned.

Men! Men men men. Kigger du på bagetiketten, vil du opdage en del skønhedsfejl, idet den beskrivende tekst for en stor del ligner noget, der har været igennem Google Translate ("Smagen er blød med dejlig frugtstil"). En anden mulighed er, at vinbonden har ansat en retarderet Carebear som tekstforfatter, eller også er han selv lige præcis retarderet nok til ikke at efterse sin egen bagetikette for stave-, syntaks- og konjunktionsfejl.

Konklusion: Vinen er meget nem at drikke og den volder ingen problemer på vej ned i svælget. Den synes mildere end sine 13%. Dog efterlader den ikke noget varigt indtryk - man er ikke ked af at man ikke har en flaske til.
Vi vurderer den til...

(på dette tidspunkt finder Marc to separate stykker papir og ditto blyanter frem, sådan at redaktionsmedlemmerne på sandfærdig vis kan skrive deres kvalificerede gæt ned uden indblanding fra hverandre)

Marc gætter på 45 kr. lige ud, og Lars sætter den til 55 kr. Vores gæt er altså 50 kr. on the money. Nu vil vi (live, selvfølgelig) finde ud af, hvad denne vin faktisk koster - hvis altså det lader sig gøre.

***

Resultatet er i hus, og vi må med en smule skam sande, at vi har gættet hele otte kroner forkert. Uha pigevin fås til 42 kr. i Faxa. Dén drikker vi på.

13%, 42 kr. i Taxa

KWV Cabernet Sauvignon Contemporary


Lars pauserer i en sikkert uvæsentlig talestrøm for at sippe allerførste slurk, men bliver helt og aldeles sidetracked af vinens aggressive og meget sprittede indledning. Indtrykket ændrer sig dog markant, da man hurtigt finder ud af, at den på ingen måde er kvalm, men bare meget kraftig. Det er en meget tilstedeværende vin, som minder Marc lidt om dørmanden i Svend Elleve på Store Torv - autoritær og en smule intimiderende, men egentlig flink og medgørlig på bunden. Til gengæld er den virkelig sprittet, og ville måske have godt af at sænke sine procenter et halvt eller helt point, men nogen forfærdelig oplevelse er det slet ikke.

Det utvivlsomt mest bemærkelsesværdige træk ved indpakningen er at finde på bagetiketten og er samtidig også det potentielt mest kritisable ved vinen. YOU'RE WELCOME, står der, og det er måske point for ballsyness, men det er samtidig også yderst flabet at skrive på et produkt, der ligger og skøjter rundt et sted ikke alt for højt over grænsen for det elendige. Samtidig står der, at det er en vin man kan 'imponere' med. Det får os til at forestille os følgende scenarie:

Første Dværg: "Jeg har firs flasker i kælderen vin i kælderen af den her Sauvignon vin har jeg."
Anden dværg: "Wauw. Jeg er imponeret over din mangel på smag og dømmekraft."

For eksempel.

Selve flasken er utroligt lille i forhold til standard-flasker. Hvis man kunne kønne vinflasker, ville denne ret sikkert være en dame. Det er et stort plus for de alkoholiske globetrottere vi nu engang er. Derudover er den med skruelåg og høje procenter. Og det ka' vi godt li'!

13,5%, 35 kr. i Næve To

mandag den 14. november 2011

Adezzani Primitivo Merlot (Tarantino)



Dagens anmeldelse er sandsynligvis den, der er blevet planlagt med kortest varsel i bloggens beskedne historie. Ca. 1 1/2 time. Faktisk forholder det sig sådan, at vi i dag har to ting at glæde os over: ikke blot har bloggen fået hele 200 hits på lidt under en uge - dvs. siden sidst; det forholder sig desuden sådan, at Lars er blevet et år ældre (altså en dag ældre (altså har lagt mærke til det blev midnat (altså har noget vi kalder for fødselsdag))). Det betyder vist, at han lidt mere end normalt ska' dø.

Vi tænker allerførst på, at denne vin måske - kun måske - er lige så lumsk som den Australier vi sidste gang indtog som førstevin, og som efter ca. 1/3 flaske viste sig at være en sand forrædder. Til vores store glæde viser vinen sig at være mere end OK, den er faktisk behagelig nok, og vi er skrivende stund i gang med 2. liter. Faktisk næsten færdig. Grundet fødselsdagen har vi valgt at skorte lidt på reglerne og flexe pengemusklerne - det er lige netop 40 kr. pr. liter, dog på tilbud, men til gengæld er der tale om flasker på én liters vin de vin hver, som hedder noget med Tarantino. Fucking Tarantino. Etiketten sporter to stks. vinglas, hvis farver snurrer opad i tornadoer af lilla og rød; dvs. en perfekt vin at dele med en, der skal dø. Og det skal man jo.

Selve vinen sætter sig på en meget syrlig måde lige i den yderste kløft på tungen, men flytter sig hurtigt til en langt mere dyb, tilfredsstillende sødme længere inde, som man slet ikke har noget problem med at smage på, før man tager næste slurk. Denne vin kan faktisk godt nydes! Den udfordrer smagsmæssigt, men imponerer her på redaktionen ved faktisk at have noget at byde på udover enten fæl- eller finhed i første glas.
Fødselsdays aside, så kunne en aften og en liter af dette faktisk være en fordel. Efter to liter er dette stadig en relativt varm anbefaling.

1 liter, 14%, 40 kr. i SuppeBeast. 
  

tirsdag den 8. november 2011

Rosenburg Western Cape 2010


Vores første tanke er at denne vin forbigår alle vores vante faldgruber. Det er for nuværende en decideret god vin. Før vi begyndte på den,  indtog vi dog en madret indeholdende jalapeños, men det virker indtil videre ikke som om det har den store indflydelse.
Den er utroligt fruity, idet du oplever en mundfuld på størrelse med Montparnasse når du tager den første slurk, fyldt med alle frugter du nogensinde har spist. Den følelse aftager dog hurtigt, og herfra føles den overraskende blødt imod dit halsrør.
Det er en bedre vin end det er en dårlig en, men hvis du giver den til dine svigerforældre, så ville de spytte dig i ansigtet, hvis de turde bryde den skrøbelige sociale kode, som de til stadighed vil være underlagt. Den er god i forhold til, hvad det er vi har gang i. Det her ér jo en blog om lortevin, men hvis man kører efter samme standard som Vi her på redaktionen, så er den vel i virkeligheden anbefalelsesværdig.

13,5%, 30 kr. i Kaiwabungai

Sardelli Chianti 2009


Puha. Den EagleHawk fra lige før... At komme igennem den var lidt ligesom at møde Bossen i første runde af Mortal Kombat. Men vi tager en Retry og åbner næste flaske.
En Chianti. Så bliver det nærmest ikke mere Italiensk. Der er ikke et eneste forståeligt ord på etiketten, men vi plejer ikke at være blege for en udfordring. Flasken er nu meget flot, den tredjepæneste vi har tænkt os at drikke i dag. 
Den lugter lidt hen af vinafdelingen i en større fødevarebutik; den slags hvor vinen måske står lidt for tæt på sylten og den lagrede ost. Konsistensen er nu ikke så skidt, men den sætter sig lige omkring drøblen, så du bliver nødt til at lave et lille grynt for at kunne trække vejret. Lars mener den lugter af børnehave - den ligger sig sådan et sted midt imellem madpakke og tumlerum. Det er som om vinen overkompenserer ved at være uforholdsmæssigt kraftig i forhold til hvor tynd den er. Den vinbonde der har fremstillet vinen har sandsynligvis puttet mere aroma end vin i vinen, og kan sikkert også godt lide R.E.M. 
Prisen og den ikke voldsomme procent taget i betragtning er vinen bestemt ikke værd at købe, men er (som andre vine, vi her på redaktionen har kvalt os igennem) til at drikke. Det er en nødløsning, som fungerer bedst efter midnat og til et soundtrack, som du ikke selv har valgt. 

12, 5%, 36 kr. (!) i Supper Beast. 

  

Wolf Blass EagleHawk 2009

Vi troede vi havde fundet vinen med det sejeste navn da vi samlede en Reflexo Spartacus op fra Kiwi for et stykke tid siden, men nu viser det sig at vi tog fejl. Denne smukke skabning hedder EagleHawk, og er lavet af et firma, der hedder Wolf Blass. Altså tre megafede dyrenavne på meget kort tid. Ballin'. Det er en vin der har det æstetiske på sin side, men tiden må vise om indholdet holder samme høje standard.

Vinen gør tydeligvis Marc en smule giddy, men hans giddyness aftager efterhånden som en eksponentielt tiltagende surhed spreder sig i ganen. Lars tænker hurtigt, at det er en vin, som lidt for hurtigt bliver lidt for tung at drikke. Efter bare halvandet glas bliver den en smule kvalm og får et strejf af gæret Ewok over sig. Eaglehawk er ikke sådan sindssygt dårlig eller noget, den er bare lidt træg - ikke en vin, som vi i retrospekt ville have valgt at drikke som den første. Det er ikke mindst på grund af den tunge sødme og den lidt sure, blivende eftersmag. En relativt stor, men slatten vin. Den er billig og har høje procenter, men hvis den skal drikkes, skal det være sent på aftenen.

13,5%, 25 kroner i Kiwibåuz

P.S. Vi har på redaktionen undret os over om Wolf Blass kan sammenlignes med husblas, og at der så måske er ulv i, i stedet for hus? Men den er kanske ikke klæbrig nok

P.P.S. Her er et billede af en rigtig ørnehøg

lørdag den 29. oktober 2011

Mariella's Merlot 2011 (aka: Don't you fucking ever!)


Vi har just nu fundet ud af, at denne blog faktisk har en samfundsmæssig betydning, og ikke bare er hjernelamt fjolleri. Egentlig kan den redde dit liv. Eller... redde din aften fra at gå i spåner på grund af en retarderet vin. 

Det første Lart siger da han åbner vinen: "den lugter ret meget af vin", hvilket jo normalt tegner godt, men på samme tid tager Mart en tår af vinen. Dette bliver starten på helvede på jord. Efter mindre end ét glas begynder Mart at overveje, om denne vin i virkeligheden burde hældes direkte i vasken - hvilket vi jo som bekendt kun har gjort en enkelt gang - med gløggen. Lart tager dog fat i ham og forvisser ham om at de to godt kan klare dette sammen, og det viser sig at være sandt: det lykkes - we're in it for the love.
På bagetiketten er der et billede af kreatøren, som har et slogan vi dog kan tilslutte os: "Mindst mulig indblanding, giver bedst kvalitet." Det sagde hun også i går. 



Se ham! Prøv lige at fucking se ham! Han elsker at den her vin ødelægger dig. Du skal lide, og han vil kigge på dig under hele forløbet. Fede sadist.

14%, treogtredive kr. i Faktaquizz. Men seriøst. Lad være. 


lørdag den 8. oktober 2011

wery people drinkeing time

Til dagens anledning har vi fået selskab af ingen ringere end Dr. Medicus Rune Stevnhøj fra 8210, som ud over at hjælpe med at drikke vinen vil øve sig i at yde lægelig assistance i løbet af aftenen. Marc har købt en vin med en hest på og Lars sporter en allerede rødvinsplettet hvid t-shirt med en helikopter på. Med andre ord er vi rimelig klar til at gå i gang.

Det er sundt at vi kun gør det her en gang om måneden (vi er jo ikek aklohoikere), da det virkelig kan være noget så fælt. Nogle af de utysker vi har haft fat i, kan rive øjnene ud på selv den mest hårdmavede djævel. Men nogle gange falder vi også over nogle perler, som, i hvert fald på udseendet, giver os livslyst og mandsmod. Sådan en er Leaping Horse. Igennem ens opdragelse lærer man at ting med heste på er godt for dig, såsom biler og Riders of Rohan: Leaping Horse kalder på det fulde barn i dig.


LEAPING HORSE (Cabernet Sauvignon 2010)
Leaping Horse er ikke blot en vin men et helt brand, og det får os til at konkludere, at den i stedet for at være brygget på druer er fremstillet af et udkog af hest - nærmere bestemt svensk hest - endnu nærmere bestemt svensk souvenir-hest; faktisk er der en Dalarna-hest i spring på etiketten. Den har aromaen en akavet forceret  hyggeaften i et socialklasse 4 eller 5-hjem ("forsoning", "venindeaften" osv.). Det er ikke en vin du vil servere til din intervention. Jo større mundfulde, jo lettere ryger den ned - mængden der drikkes ad gangen er omvendt proportional med graden af puha, som man får i munden. Vinen er ret skarp uden at have en egentlig kant - den vil gerne være en stor strunk hingst, men i virkeligheden er den bare en lille pony-pygmæ. Denne vin skal ikke have tid til at sætte sig. I modsat fald resulterer den i et frontal hovedpineangreb lige i dit unibrow-område.  25 kr. i Føltex


ROSSO TOSCANO 2010
"Prøv og duft. Gæt et mejeriprodukt", siger Marc til Rune og holder flasken hen under den flotte næse. De bliver hurtigt enige om, at et kærgården smørbart produkt er det der kommer nærmest en lugt et menneske kan genkende. Spørgsmålet er, om man ville ende med smørsovs eller rødvinsovs, hvis man kogte Rosso Toscano med mel og champignoner. Opbagt italiensk vinsmørsovs? Men kort sagt: det er en vin der skal overståes. Det er en vin man drikker fordi man vil være fuld, ikke fordi man har lyst til at drikke den. Denne vin er den tykke pige, som man hiver med hjem klokken fem om morgenen, lige efter der er nogen der har smidt en Weber grill ud fra 6. sal.
Du ved du taber lidt i livet, men du har det okay med det, så længe der ikke er nogle af dine drenge der helt præcist ved hvad der er foregået bag de lukkede døre. 20 i FUNtex

BONUS: Et billede fra anmeldelses-processen.



lørdag den 10. september 2011

Reflexo Spartacus Box vin

Efter en tør sommer (vi har drukket masser af vin, vi har bare været pissedovne), fortsætter bloggen nu med endnu et uudforsket element af vindrikkerilol: Box-vinen. 3 liter lort du kan tappe som en fucking monsieur, og ingen smadrede flasker. Flaskeprisen ligger typisk på omkring 25 kr pr. flaske, så vi drikker til vi segner. Og for din skyld. Og vi lægger ud med en form for hellig gral.



Jeg har gået forbi denne vin utallige gange nede i Kiwi, og er hver gang blevet forbowset over hvor flot den egentlig er, i forhold til hvad det egentlig er den indeholder. Produktionsværdien er høj, som man siger (lol). Med et navn som er en blanding af betegnelsen for et lys-reflekterende materiale og en ægte Romertids-kendiz, er forventningerne så høje som solen. Og man kan med det blotte øje konstatere, at den er bedre end at drikke, end det er at få en flagermus i nakken i en kalkmine.
Første indtryk er en vammel sødme, der gemmer sig lidt i ganen hele tiden, som en lille trold. Egentlig har man til at begynde med lyst til at udbryde: hold da fast for en anonym vin - men det gør man ikke. Den er nærmere uhøfligt insisterende. Den siger: nu drikker du vin. Man kommer straks til at undre sig over, hvordan denne specifikke drue mon ser ud. Vores bud: Den er aflang, meget mørkerød, har en tendens til violette pletter i toppen og er garanteret ualmindeligt nubret. Den er sikkert vandet med vand direkte fra Venedigs kanaler, som vi jo alle ved bare er fyldt op med Kong Leonidas' varme tis. Det er et meget avanceret italiensk komplot, der har muliggjort denne vin. Den er rigtig god til at gemme den høje procent på 13,5%; hvilket gør den perfekt til den mere fesne vindrikker, der foretrækker sin væske gold og en smule hey-baby-touch-my-velvet-dinner-jacket-agtig.
Det er en vin, der får dig til at tænke på de søde ting her i livet, hvilket jo i sig selv er godt nok, men hvis du fx planlægger en alene-aften derhjemme, hvor du kun hører Tom Waits eller metal, så vil vi foreslå en vin med bedre acceleration - en med knapt så rund og vammel en smag og en med lidt mere "go" i sig.
I skrivende stund er knap en tredjedel af boxen drukket, så for at få den fulde (no pun) effekt, tjekker vi ind senere med en afsluttende kommentar om bundindholdet.

Dette er Reflexo Spartacus. Dette er Reflexo Spartacus.
99 kr. i Kiwi

UPDATE: Næj.

torsdag den 7. juli 2011

Diamond Hill Shiraz/Merlot

Denne sydøstaustralske vin har fået intet mindre end to udmærkelser som "Superprodukt i forbrugertest" i hhv. 2005 og 2010. Som en art kontrafaktisk guru udbryder Marc straks ved første sip: "Argh! Den går lige i næsen, den her", og derpå: "...og så sker der ikke mere." Den sætter sig som en brændende fornemmelse lige over adamsæblet, og man forestiller sig at de mennesker, der er ansvarlige for at pådutte vinen sine førnævnte udmærkelser (som vi antager er for 'kvalitet' i den gængse forstand), måske i virkeligheden slet ikke er mennesker, men robotter, hvis smagsløg er blevet programmeret af Jar-Jar Binks, der free-roller på et par striber rigtig, rigtig dårlig coke. I øvrigt mener vi at mennesker og robotter ikke skal leve sammen.

Vi har i virkeligheden at gøre med en væske, der er mere likør end den er vin. Den er tung i udtrykket og er med sine 13,5% en potent satan, der ligesom lægger sig helt oppe under kindbenene og ulmer sødt. Hvis man modregner prisen den høje alkoholprocent er der tale om en god lortevin, men smagen - som trods alt, hånden på vintønden, ikke er i højsædet her på redaktionen - minder lidt om gæret smølf. Marc mener, at der er tale om vin de fuck. Det er sandsynligvis ubestrideligt, men hvis du skal på festival kan det i denne  sammenhæng være ligegyldigt, eftersom denne "vin" er indkapslet i glas og ikke i pap. 

fredag den 3. juni 2011

Papvin til din festival

Nu nærmer festivalsæsonen sig jo med hastige skridt, så vi har på redaktionen besluttet at det næste stykke tid skal dedikeres til festivalernes foretrukne druedød: Papvinen.
Papvin har jo den fordel at det kan transporteres nemmere, og man kan nemt slippe af sted med at betale 20 kroner for en liter sprøjt. Så du vil her kunne finde en lille guide til nogle af de vine, som vil blive hældt ned af diverse trøjer til diverse koncerter rundt i landet.


Pinard Superior med udløbsdato om et lille års tid

Aftenens første vin er en klassiker i mange sammenhænge og en evig nyklassiker i festival-sammenhæng. Førstehåndsindtrykket domineres af det støv, som vinen har oparbejdet på Kiwis hylde i gud ved hvor længe. Apropos det med det tidslige, så mangler denne vin helt og aldeles en årstals-markering, hvorfor vi på redaktionen må konkludere, at denne vin slet og ret befinder sig udenfor det almindelige temporalplan. Det gør den selvfølgelig til det perfekte brug og smid væk-artefakt på en festival, og det uprofessionelle indtryk har på samme måde sin helt egen charme. Producenten (hvis denne findes) lover på kartonen, at Pinard "leder tankerne hen på sommerens røde frugter og bær" og desuden, at den "passer godt til kød". Givet manglen på en nærmere forklaring vælger vi at tolke det 100% seksuelt. Med andre ord er denne vin - hvis den holder hvad den lover - den rene Ambrosius-drik. Men det tror vi ikke er tilfældet, og vi er fanme liderlige. Vi har trods den imponerende paratekst at gøre med en tvivlsom vin, der kun sporter en procent på 11,5 og desuden har en noget krads bouquet, som hærgede festivalhalse måske ikke ville foretrække i en blindsmagning. Så det er lidt op til dig selv, om du - nu hvor den trods alt fylder en kubikdecimeter i din i forvejen stressede taske - vil bruge 28,50 på denne lidt tynde, knap så rubinagtige papvin. 

11,5%, 28,50,- i Kiwi-båws. Har sikkert stået der længe og står der sikkert endnu.


Il Serrone (Rød Schweppes)


Marcs første tanke er, at denne væske i virkeligheden være en sangria. Asger mener der er tale om en rødvin, der i virkeligheden er en rigtig dårlig hvidvin. Den præsenterer sig som lige dele støv og bismag, og Marc får efter blot to-tre forsigtige slurke en uhellig lyst til rent faktisk at hælde resten af indholdet (der forresten er pakket ind præcis som var det glögg) i vasken. For the greater good. Vi har at gøre med noget, der ville blive afvist som surrogatvæske i en snuff-film. En skizofren vin, som du absolut ikke vil stifte bekendtskab med. Selv ikke din festival-personlighed ville synes at det her var godt. Så hold dig væk. Basta.

11%,  22 ,- i Fakta.

UPDATE: Selvom det er stik imod vores reglement her på redaktionen, har vi nu hældt resten af denne vin ud. Ja. I vasken. Og vi er ikke kede af det.


Peñasol Vino Tinto 


Generisk emballage, 18 kroners pris, evigt anakronistisk tidsangivelse, men "Den lugter af rødvin!". Bluaahhg! Dommerpanelet er fra start splittet mellem "ikke at smage af en skid" og "bliv lam i munden". Skizofrenien indstiftes ikke af uenighed i panelet, det er en simpel konsekvens af de forvirrende-finurlige signaler, som væsken spreder i vores vågne ganer. Lidt som at slås med en dværg på en bodega - du vinder uden kamp, men det er stadig en reel slåskamp. Især fordi det altid er dværgen, der starter slåskampen. Vinen er i dén grad drinkable, og den er selvforstærkende, idet den gør dig tør i munden, så du altid skal have mere. Man kunne godt få lyst til at råbe noget med det uendelige univers, men det vil man på en festival ikke udelukkende kunne tilskrive den vin man drikker.*

12%, 18,- i Fakta Kweeck.

*Men hvis du på et tidspunkt i løbet af festivalen pludselig tror, at du er Buzz Lightyear (inkl. superhelteevner og galaktisk-kolonialistiske ambitioner), så elsker vi dig infinityx mere, end vi gør i forvejen.

Corte Dei Fioni
Ved første øjekast bliver man meget afskræmt af selve indpakningen. Det er præcis den samme som vinen lidt længere oppe, som vi (med stor fornøjelse) hældte direkte ud i vasken, da den var så fæl at den kunne få selv en Rancor til at lægge sig katatonisk for dine fødder. Men heldigvis er indholdet ikke det samme. Den smager fint af rødvin (hvilket måske står som kriterium nr. 1 i den store vinbonde-håndbog), og den er meget tyk i sin egen specielle slags tyndhed. Glæden daler dog støt, efterhånden som vinen bliver fortæret. Den bliver meget bitter og en del kvalm, og virker ikke som en vin, man kan drikke uendeligt af - et uomgåeligt krav for en festivalvin. Alt taget i betragtning, en vin til 19 kroner er fed, men du får det dårligt og det går ikke særlig stærkt.

11%, 19,- i Super Brugsen.

lørdag den 14. maj 2011

Don Simon

Vi har egentlig udskudt at anmelde denne vin, for den gør lidt bloggen ubrugelig. Ideen med bloggen var jo at finde den bedste, billigste vin - og det er meget muligt at det er sket nu.
Don Simon er, truth be told, ikke verdens bedst-smagende vin, men der er bare andre ting, som gør den helt exceptionel.

1) Den er på plastikflaske (læs: PLASTIKFLASKE!!!)

2) Den er med skruelåg

En tredje ting er at den p.t. koster 15 kroner i Løvbjerg. Der er i skrivende stund 12 kasser med 12 flasker hver på tilbud, derefter ryger de op i 25 kr. En formue, right?

Og bagefter tisser du regnbuer.

torsdag den 5. maj 2011

Castillo de Montero 2009

Kære Tempranillo
Nogle siger at kærligheden er i stokken
Hver eneste frugtige klynge
så guddommelig, saftig rigdom
tak for altid at være i din bedste alder

Ashwood, South Africa 2010


Hvis du nu forestillede dig at du stod på kamppladsen lige umiddelbart efter slaget ved Helm's Deep, og du så slikkede på en af de mange døde orker, så ville du cirka have samme smag i munden som vi har. Den har den specielle blanding af død og fodsved over sig, som Frodo sikkert elsker når Sam er færdig med at tisse på tulipanerne.

Siden denne vins åbning, har det krævet en hel pose chilinødder for at lamme den grimme smag af røv, så jeg håber det taler tydeligt nok for, hvor dårlig denne vin egentlig er. Hvis du ejer smagsløg, så sælg dem ikke til denne satan. 25 i Super Brugsen.

Castillo de Madax 2009


Umiddelbart reflekterer vinen på udmærket vis, at den - i nærværende univers - ligger i den tunge ende af prisskalaen. Samtidig skjuler den ikke det faktum, at den sandsynligvis er filtreret gennem et tilfældigt afkast af endnu ikke rentvasket undertøj fra det spanske lavland. Farven ændrer sig ikke undervejs som du kommer ned i glasset, så det føles som et bundløst hul at skulle drikke det hele.
Med prisen og at den så ikke engang er med skruelåg, så burde den lige tage at slappe lidt af.

Men hey, når skæbnen rækker dig en lårdevin - så drikker du den lårdevin (lårdewin). 37,5 kr. i Super Båwsen.

mandag den 11. april 2011

Gæsteindlæg: Sap of the Ents (2011)

I Afrika vælter palmer engang imellem. Hvis man lader dem gære falder der saft ud, som i folkemunde kaldes for palm wine. Der er ikke noget der hedder brands, så jeg bestemmer selv hvad den hedder.


Ved tapning er væsken stadig virgin, og man overvejer hvad hele pointen er. Farven er en sjasket hvid, som kastreret skummetmælk. Drukket af et halvt abekranie, er den sød uden at være fornøjet. Der er en undertone af bark, og det smager lidt som at drikke en Schweppes Lemon gennem Treebeards skæg. Efter et par slurke får den lov at ligge. Det er en drik der hurtigt modnes, og man loves profit i form af procenter efter bare en dags tid.

Efter en dags tid erfarer man at disse procenter er kuldskære, og ikke viser sig hvis væsken holdes afkølet. Selv kold er den lummer, og eftersmagen leder tanken hen på at kysse en kvinde der lige har født trillinger. En lille smule zink og rigtig meget fortvivlelse. Giver ikke hår på brystet, men muligvis svamp på leveren. Låget skrues på igen.

Hvis man lader den durkdrevne drik stå varmt i endnu en dag, begynder den at tage form. Bare ved (gen)åbning af flasken hører man et gisp af kulsyre. Den lugter som et slutty grantræ. Smagen er dog nu kommet til sig selv, og en 12-14% dønning klæder væsken. Man er næsten ude at boltre sig i en nydelse, men vinen tillader ikke ganen at glemme at man drikker et træ, og det er synd. For et træ smager ikke særlig godt. I det hele taget en oplevelse man helst vil glemme før den er overstået.

Vinen efterlader brugeren med en gæret følelse af skam og kolera. Ville ikke købe igen.

Pris: 1.75,- Kan købes hvor palmer vælter i Afrika.

lørdag den 26. marts 2011

Comte Del Mar Cabernet Sauvignon (uden årstal)

Jeg troede måske jeg bare var blevet lam i munden, siden jeg ret godt kunne lide en vin til 19 kr. (se forrige indlæg), men den her vin er simpelthen så frygtelig at man skulle tro at en liste over alle negative adjektiver der findes, ikke skulle være tilstrækkelig. Men jeg har ikke lyst til at bruge den energi det tager, at beskrive hvor dårlig den er. Og desuden ligner etikken at den er skrevet af en 8-årig.

Nogle mennesker har nogle mærkelige tendenser, men hvorfor denne vinbonde absolut insisterer på at æde druerne og derefter skide dem ud, inden han putter dem på flaske, går over min forstand. Fy for satan. 23 kr. i Kiwi.

Castillo de Anna 2009

Puha. På den igen. Heldigvis føles det stadig mere som en lyst end som en pligt at jeg gør det her. Jeg har i dag min ven Bjørn med som gæsteanmelder af dagens fangst.

Den første flaske er en Spansk djævel med en kirsebær-farvet teint. På hylden nede i Kiwi havde de smidt årgangene 2009 og 2010 under samme prismærke, så jeg vil gætte på at det kører efter en samlebåndsproces, og at de sikkert bare var sure da de blev nødt til at ændre på etiketten dernede i Spanien. Fuck sæsoner. Men overaskende nok, er den faktisk god. Eller... Bedre end forventet. Man kommer ikke uden om at den er meget syrlig; syrlig på den påtrængende måde, men derudover kan den faktisk godt drikkes som en varm øl.

Set ud fra prisen, er det måske den bedste vin anmeldt her. 19 kr. i Kiwi.

lørdag den 19. marts 2011

Crestview Park California 2009

Du kender det: Du er pissefuld. Klokken er fuck om natten og alle butikker er lukkede bortset fra 7/11. Du skal have mere brændstof til dit downfall, så du går derind og vælger en smuk flaske med røde dråber i. 7/11's priser er ikke ligefrem discount-venlige, men man ender sgu alligevel skræmmende tit i dette scenarie, så selvfølgelig skal de da også anmeldes. Det gode er at man tit allerede er fuldstændig crunk når man når til dette stadie, så vinen bliver lettere at klemme ned. Jeg købte den her vin i går aftes, men åbner den først nu, bare for at kunne tage det hele lidt mere seriøst (lol).
Som et dårligt one-night-stand er den meget sød, men brænder bagefter. Det er ikke den slags man vil genbesøge. Du får lyst til at overveje dine livsbeslutninger frem til nu, for hvad er det der i sidste ende har endt med at føre dig hen til denne djævel af en vin?
Det klare svar er selvfølgelig den brandert du efterhånden har fået bygget op, bestående af ligeså dårlige, men dog billigere vine. Man kan kort sige om smagen, at den selvfølgelig ikke lever op til sin emballage, men at den dog slet ikke er så slem som man kunne tro. Derfor er den selvfølgelig stadig en forfærdelig vin - Jørgen Leth villle sandsynligvis kaste op - men den fungerer udmærket som en af de vine, der drikkes sidst på natten. Den overrasker ved ikke at smage af Gimli. Pris? Et svirp med dankortet hos 7/11. Du ved jo, at du alligevel har glemt det, så snart du kommer ud af butiksdørens fæle kusse.

Cono Sur 2009

Super Beasts vinudvalg giver sig virkelig ud for at være noget det ikke er. Cono Sur lyder lidt hen af connaiseur, men det har ikke en snert af sandhed på sig. Den direkte oversættelse er vist Sydens Kegle?
Anyways, så er det en virkelig dårlig starter-vin. Den har det lille plus, at det øverste af etiketten synes at være vædet i en smule et-eller-andet, og så er det som om man ikke kan undgå at få snask på fingrene, når man tager fat om den. Det er en meget insisterende vin. Smagsmæssigt kan man sige at lovningen om chokolade, vanilje ikke rigtig holder, mens det med den brændte afslutning lyder rigtigt. Den smager sgu mere af at være dyrket på citroner end på druer. Man forestiller sig let, at denne vin er blevet trampet af tilfældige forbipasserende handicappede dværge, der aldrig har set et bad, og hvis fremtid nok aldrig kommer til at involvere meget mere end nøgen-fodbold og vaseline. Det smager af lort. Hvis dette virkelig inkarnerer Sydens Kegle, så må man sige, at man har at gøre med en rigtig sur og bitter kegle. 35 skrillaz i Super Beast.

lørdag den 19. februar 2011

En rejse gennem Fakta Quicks vingård, tilsat King of Limbs (skrevet i realtime)

Marc og Per (de to flotte værter fra studenterradioprogrammet Radio Karty) begiver sig ud på en kæntrende tour de force af mishandlede druer og Radiohead-rehash. Med priser fra 21,95 til 33.95 er der lagt op til en regulær sisyfos-aften med salte tårer og blå tænder.

Rincón Del Sol, 2009
Flasken er grim. Den umiddelbare smag er sammenlignelig med en lillebitte lussing, eller en argentinsk diktator (hvis der har været sådan en) -s pis, men den forsvinder hurtigt. Derefter smager den af vand, og du er et lille skridt nærmere den brandert, der virkelig tillader dig at sætte pris på Thom Yorke og co.'s nyeste værk. Den slutter af med en sær brændende fornemmelse omkring adamsæblet.

En uimponerende første etape, der kan anskaffes for den nette sum af 31,95, der måske er bedre brugt på en pakke PoKéMoN-kort.









Croix Saint Martin
Vi opper anten med en 2 kr. dyrere, sødt spritduftende vin fra Frankrig, der medfører den demoraliserende opfattelse, at vi efter to dårlige vine kun har den billigste tilbage (og får brug for reload fra 7-eleven). Klynkeriet skrues dermed op med Bright Eyes. Det kræver en bevidst indsats at smage på vinen, der forræderisk lægger ud med en Pynchonsk anonymitet og følger op med en ubarmhjertig brænden i halsen (som at falde gennem evigheden med en balrog), der om ikke andet giver en vis følelse af mandighed. Alt det for 33,95.








Merlot, Vin de France
Vinen får Marc til at savle. Som eftereffekt, ikke i forventningsglæde. Den smager surt og en lille smule af smør. "Jeg tror, det er en vin, der er god at blande op med øl.", siger Marc lige pludselig, med mærkbar påtaget entusiasme. Et Dionysisk hail mary, resulterende i et: "Ikke dårligt. Ikke dårligt.... Eller jo." Vinen er dum og dårlig, men hvad havde du ellers regnet med? 21,95.

Denne vore leveres eulogi burde have været postet for en halv time siden, hvor den egentlig var skrevet færdig, men det virkede nødvendigt at tømme Merloten til sidste ubehagelige dråbe først.

God aften!





Random samtaleuddrag (i kronologisk rækkefølge):

"Han kørte sådan 10.000 kilometer bare for at skrive Ayn Rand på USA."

"Hvordan får jeg den til at holde op med at være fed?" (DSHOIG)

"Men jeg har lidt en aversion mod hvide mænd, der bruger autotune."

"Meningen med det her er jo også, at vi skal opfinde nye ord."

"Jeg kyssede med ham i går."

"Du ligger fandme sjovt lige nu."

"Skinker sover ikke."

"Man kan jo ikke være pædofil og død samtidig."

"Der er ikke noget tidspunkt på året, jeg hader mere end ugen efter Roskilde."

"Dibs på Richard."

"Crazy as a loon, carrying a harpoon."

torsdag den 17. februar 2011

Canepa Merlot Classico 2010

Undertegnede har det med vin, som rockstjerner har det med kvinder: det handler om kvantitet fremfor kvalitet. Chancen for, at hun kommer med i bussen er alligevel forholdsvis lille, så det handler om at sætte munden for og give den gas, mens tid er. For vi lever desværre ikke længere i det 19. århundrede. Hvis det skulle ske, at vi drikker vin til Wagner, er det alligevel på falsk løbepas. Vi er børn af en forvirret tid, og denne blog - dette arnested for pissedårlig vin - eksisterer for at holde hævd om vores evne, ret og vilje til i en sådan umulig tidsalder at drikke os fra sans og samling for en halvtredser eller deromkring, selvom stedfædre, gode venners onkler og bedrevidende chefer konstant fortæller os, at vi hverken har evner, rettigheder eller viljestyrke. De ved ikke hvordan det er at drikke lowbrow - at drikke kosmisk dårlig vin uden at trække en mine og derpå, dagen efter, som en sløret biperson i en pilot til et tv-drama ingen ser, at gå i supermarkedet og købe mere. Men uden mere vrøvl:



Den oplevelse, som denne Merlot fra Chile umiddelbart står for, kan egentlig passende sammenlignes med en U2-single - det er så forbandet genkendeligt og ulækkert, at man ikke engang orker længere at overveje, hvorfor det overhovedet blev fremstillet i første omgang. Er "produceren" på crack, og hvorfor overhovedet forsøge at lægge skjul på, at der er tale om en drue der bare not er blevet til vin på ordentlig maner? Man må blot acceptere den aggressiv tørhed og den falske fylde, hvormed denne chilener lægger sig om gummerne, og sluge - sluge og være glad for, at vinen har samme effekt på dig, som Bono har på gymnasiepigerne. Du bliver klog, godhjertet og liderlig, og så er der ingen Verden, der længere kan stoppe dig. 39.95 i Super Brugsen.

Binazzo Valpolicella 2008

Dette er en helt ny blog, og dermed et helt nyt projekt. Projektet går i al sin almindelighed ud på at vi drikker discountvin, og derefter anmelder det. Men konceptets hovedprincip er, at man anmelder vinen mens man er under indflydelse af selvsamme. Vi giver det at drikke vin et gonzo-element, så du ikke selv behøver at trave igennem den ørken, der hedder vildt dårlig vin.
Men grunden til at du er endt på denne blog, er jo at du gerne vil være fuld, godt, billigt og hurtigt, så ikke mere pis, her er den første anmeldelse af en discountvin.

Jeg er normalt en fransk-vin-mand. Jeg ved ikke om det faktisk er en fordel, men jeg synes virkelig bare det er bedre. En tur i fransk vinland gør åbenbart noget ved en. Men jeg må virkelig indrømme at den her italiener var nice. Den bød ikke rigtig på de vilde nuancer, men som en vin man drikker inden en anden vin, der bare er vildt dårlig, så er den god. Denne vin kan, hvis brugt rigtigt, sørge for at du ikke bruger alt for mange penge på vin, du alligevel ikke kan smage. 50 kr i Kiwi.